Diakoniforkyndelse

25-04-08 15:38

Morgenandagt i Bangsbostrand kirke

”Dit blik gør mig værd at se på”. Tankegangen er, at vi ikke alene vokser og glædes, når vi bliver set af en anden: af Gud eller en af vore næster. Vi er først noget værd, når vi bliver set. Og man kan måske stramme den og sige, at vi egentlig først eksisterer, når nogen ser os.

Morgenandagt i Bangsbostrand kirke fredag 25. april 2008 ved ”Diakoni i hverdagen: inspirationsdag” arrangeret af ”Samvirkende Menighedsplejer”

v. sognepræst Viggo Ernst Thomsen

I de samvirkende menighedsplejers blad, ”Sammen”, fra marts 2008 er der på bagsiden en overskrift, der lyder: ”Dit blik gør mig værd at se på” – og nedenunder et ganske glimrende opbyggeligt ord, skrevet af sp. Erik Ladegaard, Holstebro.

”Dit blik gør mig værd at se på”. Tankegangen er, at vi ikke alene vokser og glædes, når vi bliver set af en anden: af Gud eller en af vore næster. Vi er først noget værd, når vi bliver set. Og man kan måske stramme den og sige, at vi egentlig først eksisterer, når nogen ser os.

Associationskæden som dette udsagn vækker, kan lede os i retning af talentkonkurrencer på TV i primetime, hvor unge får et kick ved at blive set af mange i nogle få sekunder. De træder frem. De eks- isterer. (Eksistens kommer fra latin: ex-istere, hvor det betyder: ”træde ud” og ”træde frem” ,- hvormed man jo bliver set!).

”Aldrig har så mange set i så lang tid på så lidt”, kunne man måske fristes sige, hvis man havde været en eller anden Blachman-agtig TV-anmelder.

For mig gik associationskæden imidlertid i en helt anden retning: Til et af de sorte får i filosofihistorien: George Berkeley (1685-1753). Han er kun kommet med i under halvdelen af alle filosofihistorier. Ikke fordi han var træls som menneske eller ikke klog nok. Han havde efter sigende et vindende væsen og en ligefrem ”charmerende intelligens”. Men han er blevet et af filosofiens sorte får, fordi hans tanker er så besværlige for filosofferne at forholde sig til.

Berkeley var englænder, bosat i Nordirland. Han studerede i Dublin og blev i 1709 hjælpepræst i den anglikanske kirke. Under sine studier blev han meget interesseret i filosofiske problemer. I 1724 blev han udnævnt til provst. Det gav gode indtægter at være provst .. dengang. Pengene brugte han på at udbrede kristendommen blandt indianere i de daværende engelske kolonier på Rhode Island i Amerika. Forehavendet mislykkedes totalt, og efter 3 år rejser han hjem til De Britiske Øer igen. Her blev han i stedet biskop i Cloyne i Irland en årrække.

Men hvorfor er han blevet et sort får? Ikke pga. sine mislykkede evner som missionær, men sine filosofiske udgivelser. Her var han enig med landsmanden John Locke, der er kendt som empirismens fader: Det er Locke, der betragter menneskets bevidsthed som en tom tavle og siger, at der intet er i bevidstheden, som ikke først har været i sanserne. For Locke betød det, at den viden var det, man kunne tælle, måle og veje sig til(…med sine sanser).

Og sådan har det været lige siden for jordnære empirister. Den sikre viden er det, man kan tælle, måle og veje. På ethvert konfirmandhold sidder der altid en 8-10 empirister.  

Det er her, at Berkeley kommer helt på tværs. For han var enig med Locke i, at vi intet har i bevidstheden, som vi ikke først har haft i sanserne. Men hvor Locke med en naiv selvfølgelig gik ud fra, at sanseindtrykkene skyldtes en ydre eksisterende verden, drager Berkeley den uhyre skarpsindige logiske konsekvens og siger: Hvis alle vore ideer kommer fra vores sanser, så er det eneste, vi kan være helt sikre på, der eksisterer, vore sanser.  (For vi har jo ikke adgang til ”originalen” bag vores sanseindtryk). For Berkeley er det eneste, der eksisterer det, der sanses og den, der sanser.

Tingene, f.eks. en bog eller et hus vil ud fra dette eksistenskriterium holde op med at eksistere, hvis der er ingen, der ser på dem. Først når en med et sanseorgan ser på tingen, begynder den at eksistere igen.

Sådan en tankegang har voldt filosofferne store problemer lige siden. Især tælle, måle, veje-folkene. For hvordan kan de være sikre på, at alt det de tæller, måler og vejer overhovedet er der? Der er mig bekendt endnu ikke nogen i filosofien, der for alvor har fået skovlen under Berkeleys ræsonnement. Derfor er han et sort får. For det jo filosofisk altså noget værre rod – en form for kortslutning (filosofferne kalder det for ”solipsisme”) - , at man via tankevirksomhed når frem til, at verden måske ikke eksisterer.

For vi andre ikke-filosoffer er det derimod en lille smule morsomt… Og vi kan mindes Pauli udsagn fra 1. kor. 13 om: ”endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal jeg se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud”. Det tilkommer ikke mennesket at have en helt igennem sikker erkendelse.


Men nu havde Berkeley jo sit stærke kristelige engagement. Og det er langt mere frugtbart at forstå hans udsagn som teologiske snarere end som filosofiske. Og derfor kan vi være helt rolige: verden eksisterer alligevel, også efter Berkeleys logik. Hvorfor det? Jo, for ifølge Berkeley Fordi og kun fordi verden hele tiden sanses af Gud, eksisterer den.

Det er jo et ret kreativt udtryk for, at Gud ikke bare er en fjern Gud, der engang skabte verden – og nu lader den i fred – og dermed overlader det hele til os. Nej, Gud er opretholderen. Når der er noget og ikke bare ingenting, er det fordi Gud hele tiden sanser verden og derved opretholder den.

At være luft for de andre, er som at være død. Derfor får andres blik mig til at eksistere. Det er ganske erfaringsnært og –tæt at sige. Og det er egentlig det samme Berkeley siger om vor relation til Gud. Han mente selv, han kom med et filosofisk (erkendelses-teoretisk) budskab, men i virkeligheden var det snarere teologisk sjælesørgerisk.

Men nu kan man jo på mange måder: man kan glo, man kan lure, man kan være distanceret ”voyeur”. Fra Jesus Kristus ved vi imidlertid, at Gud ser på os – ikke på en af de måder – men med kærlighedens øjne. Nok kan Han se lige igennem mig og se alle mine fejl, han ransager mig, men han gør det med miskundhed. For vi er med i verdenshistoriens længste kærlighedsforhold. (Det er derfor bryllupsbilledet er så brugt i Bibelen). Elskeren er Gud, den elskede er mennesket. Når Gud ser på os, er det som den lidenskabelige elsker. Det blik gør os værd at se på – ligesom et kærligt og omsorgsfuldt blik fra en mor eller far, en kæreste eller ægtefælle, en ven, kammerat eller kollega. Eller en menighedsplejes blik.

Gud, åbn vore øjne, så vi kan se, hvordan du som  lidenskabelig Elsker har friet til menneskeheden via din egen søn, tømrersønnen fra Nazareth, der bragte ”dine kærligheds tider til vor jord”.

”Den tanke er stadig utrolig/ at dit evige ord/ fik ansigt og krop og tog bolig/ blandt os på den rejsende jord”.

”Ham er det, vi prøver at huske
Han gør, at vi i daglig må fuske
med godhed” – selv om vi kommer til kort.


Tilbage