Nyhedsarkiv

05-07-12 10:40

Folkekirkens Feriehjælp - hvad kan forbedres?

Med et projekt på 100 kvoter, 300 deltagende familier, og ca. 1.300 deltagere, heraf 200 frivillige, er Folkekirkens Feriehjælp blevet et meget stort projekt.

Mens familierne og rejselederne nyder sommeren i ferielandet i denne uge og næste uge (uge 27 og 28), er Samvirkende Menighedsplejer i fuld gang med at evaluere projektet, som er blevet så stort, at vi ikke alene fra d. 1. juli har en ny leder af og konsulent for projektet, socialrådgiver Betina Køster, men i løbet de næste par måneder også får tilknyttet en sekretær til den praktiske koordination af projektet.

Susan Møller udtaler som slutbemærkning til sit virke som koordinator i Folkekirkens Feriehjælp, at der er brug for mere støtte til nye sogne, der gerne vil i gang med projektet. Det er en opgave, som Betina Køster vil tage op, således at det bliver lettere for sognene at gå i gang med ferieprojektet som et nyt sognediakonalt arbejdsområde. Det er et klart mål, at vi gerne vil have de mange kvoter fordelt til flere sogne, end det er lykkedes at gøre i år. Målet for næste år er, at der som hovedregel kun er 1 eller 2 kvoter pr. deltagende sogn.

I vore overvejelser over forbedringer i projektet vil vi naturligvis også lytte til de tilbagemeldinger, der kommer fra sognene ved de evalueringsmøder, vi holder efter slutningen af sommerferieperioden.

Vi glæder os til at realisere så mange forbedringer som muligt, og det kan vi komme i gang med - under den forudsætning, at vi også får en bevilling fra Arbejdsmarkedets Feriefond i 2013. Det håber vi naturligvis meget på.

 


Tilbage