Du er her: 

Etablér en lokal genbrugsbutik

Genbrugsarbejdet er en virkelig god livsnerve for menighedsplejen i et lokalområde og for det landsdækkende diakonale arbejde.

Hvis I gerne vil i gang med en lokal genbrugsbutik, kræver det, at man har en menighedspleje med vedtægter og bestyrelse, eller at man gerne vil oprette en. Overskuddet i butikken kan ikke doneres til kirken men alene til den lokale og landsdækkende menighedspleje. Samvirkende Menighedsplejer er med i hele fasen fra etableringen af butikken til den står færdig til åbning.

Vi vil gerne høre fra jer uanset om I er et lille sogn eller en del af storbyens mylder. Vores erfaring er, at en genbrugsbutik kan blive et godt aktiv for kirken/menighedsplejen og for lokalsamfundet både i byen og på landet.

Genbrugsbutikken i en lille by som Bevtoft bliver socialt samlingssted for lokalsamfundet når de inviterer til loppemarked på butikkens parkeringsplads. I storbyen Holstebro har Kirkens Genbrug hele 2 butikker.

"I Kirkens Genbrug i Frederiksberg anser vi os selv, som den fremskudte kirke, og vi tager godt imod alle, der vil være frivillige i butikken, og inviterer dem med til fællesskab i kirken", Vibeke Jakobsen leder af butikken i Frederiksberg.

Vi hjælper med etablering af butik

Vores erfarne genbrugskonsulenter i Samvirkende Menighedsplejer er med i hele processen fra den første tanke til etableringen af butikken. Vi deltager i afholdelse af informationsmøder for interesserede frivillige, er behjælpelig med at finde et butikslokale med en god størrelse, en rimelig husleje og en god beliggenhed. Genbrugskonsulenten leder renoveringen og etableringen af butikslokalet, understøttet af frivillige.

Vores konsulentstøtte er helt gratis, fordi vi er sammen om at investere i butikken for fremtiden. Det er Samvirkende Menighedsplejer, der lejer butikslokalerne, så der er ikke nogen økonomisk risiko for jer ved at starte en butik. Desuden lægger Samvirkende Menighedsplejer ud for renovering og butiksindretning. Dette beløb bliver løbende betalt tilbage, når butikken begynder at tjene penge. Genbrugsbutikkerne drives som selvstændige foreninger, af frivillige medarbejdere, i tæt samarbejde med den lokale menighedspleje og Samvirkende Menighedsplejer.

Vi udvikler butikken sammen

Samvirkende Menighedsplejer har sammen med vores 17 genbrugsbutikker etableret et Netværksudvalg.

I netværksudvalget samarbejder Samvirkende Menighedsplejer og butikkernes ledelse om at udvikle butikkerne. Vi udveksler erfaringer og hjælper hinanden. Netværket tilbyder butikkernes frivillige, kurser og workshops som f.eks. handler om at indrette butik, sætte pris på genbrugsguldet eller skabe en rummelig frivilligheds kultur.

”Vi har alle sammen nogle kompetencer fra vores tidligere erhverv og det er da dejligt at kunne bruge sine kræfter på noget der giver mening” Gerda, medarbejder Kirkens Genbrug Sønderborg.

Måske er du også interesseret i

Følg Kirkens Genbrug på Facebook og få aktuelle nyheder og de gode lokale historier og fortællinger fra hele landet.

På Holstebro Kirkes hjemmeside kan du læse hvordan man i Holstebro Sogns Menighedspleje anvender overskuddet fra Kirkens Genbrug   Læs mere 

Se nogle af vores aktiviteter her