Du er her: 

Til psykisk sårbare

Kirken er også for de psykisk sårbare

I mange kirker er der behov for, at man hjælper psykisk sårbare personer. År for år bliver der flere psykisk sårbare i Danmark og mange af dem opsøger kirken. Psykisk sårbare personer kan stå i et ingenmandsland uden netværk efter et længere sygdomsforløb, eller personen kan ønske sig et mere meningsfuldt liv, og rækker derfor ud til jer i kirken og i menighedsplejen.

"Det er vigtigt at blive mødt i øjenhøjde, at blive mødt som den man er. Man behøver ikke pakke det svære væk" siger Emil, der er frivillig peerstøtte

Fællesskabet gør en forskel

Ensomhed er den følelse man får, når de sociale behov ikke bliver dækket. Kirken kan tilbyde et trygt fællesskab, hvor man kan møde mennesker, der har forskellige erfaringer. Recovery - at komme sig - er en efterhånden vel- og anerkendt tilgang til psykisk sygdom. Før i tiden signalerede man sjældent håb og muligheder over for mennesker med alvorlig psykisk sygdom. I dag er fokus på netop håb og personens egne mål for et godt liv – helt eller delvist uden sygdom. Den enkeltes proces med at komme sig, kan kirkens fællesskab støtte op om, hvis menighedsplejen skaber nye fællesskaber med særligt fokus på håb, samt et sundt og aktivt liv.

Der er mange forskellige aktiviteter man kan iværksætte for psykisk sårbare, fx besøgs- eller netværksaktiviteter. Måske er der i jeres menighedspleje en frivillig, der vil bruge sine hårdt tjente erfaringer med psykisk sygdom til noget godt? Vedkommende kan være med til at nedbryde fordomme, uvidenhed og stigma generelt. 

Hvordan kan jeres sogn være med?

For mennesker der lever med psykisk sygdom, kan det være en stor hjælp at dele erfaringer, bekymringer og håb for fremtiden med andre, der selv har haft psykisk sygdom inde på livet. Samvirkende Menighedsplejer har gode erfaringer med følgende aktiviteter:

  • Gruppeforløb eller selvhjælpsgruppe – lav for eksempel et forløb med udgangspunkt i ”5 veje til et godt liv”
  • En-til-en - en særlig gren af besøgstjenesten, hvor personer med erfaring med psykisk sårbarhed mødes med en psykisk sårbar
  • Spisefællesskab – skab et mindre spisefællesskab, da det er mere overskueligt for personer med social angst
  • Følgesvend – en ordning hvor en person ledsager en anden person til fx fitness, læge eller til spisefællesskab

 

Afsøg også hvilke tilbud der allerede findes i jeres lokalområde og hvilke centrale personer, der er på området. 

Måske er du også interesseret i

Her kan du se en film om, hvad de gør i Apostelkirken

Se her

Download her vores folder om 'Kirken er også for de psykisk sårbare'

Hent folder

Peer betyder ligeværdig og det anvendes om en person, der selv har været igennem en psykisk sygdom og bruger sine erfaringer til at give håb til en anden.

Se en film om det at være Peer

Se nogle af vores aktiviteter her